Tuesday 8 October 2013

Grænsekrydsninger i Kreative Læringsrum

Kreativitet og innovation er på dagsordenen på mange områder også indenfor
uddannelse herunder skoler og dagtilbud. Hvad er årsagen til dette? Hvad sker der når flere professioner og fagprofessionelle arbejder sammen om udviklingen af kreativitet? Hvordan skabes kreative læringsmiljøer og kan de kunstneriske og æstetiske læreprocesser være med til at udvikle kreative og innovative kompetencer?

Grænsekrydsninger i Kreative Læringsrum er titlen på mit nyligt udkomne speciale under Institut for Pædagogik og Didaktik, DPU, på kandidatuddannelsen i didaktik, Materiel Kultur. Specialet beskæftiger sig med den æstetiske dimension i skoler og dagtilbud med en nærgående analyse af kulturaftalen KMØ, Kreative Børn og for dagtilbudsområdet analyseres et æstetisk/didaktisk undervisningsforløb for 50 børnehavebørn og pædagoger. Afhandlingen udfolder de historisk og kulturelt forankrede forståelser af kreativitet, der kan stå i vejen for at skabe de kreative læringsmiljøer og praksisfællesskaber omkring børns møde med kunst samt de professionsmæssige udfordringer, som kan mødes og brydes når flere fagligheder og professioner skal samarbejde. Undersøgelsen drager inspiration fra international uddannelsespolitik, og perspektiverer ud i nye veje samt forslag til en kreativitetsdidaktik baseret på ny kreativitetsforskning.