Tuesday 3 March 2015

Skal vi skrue op for kunst og kreativitet?

Det nyeste nummer af Asterisk fra Århus Universitet sætter fokus på de æstetiske læreprocesser, kunst og kreativitet i uddannelse. Og hvordan sanselighed i undervisning kan berige og optimere læring. "Undersøgelser viser således, at æstetiske fag påvirker børns udvikling og læring, ikke bare i nuet, men også langt ind i fremtiden. Æstetiske læreprocesser er i sig selv berigende og dannende, men de kan også gavne børn og unges læring og udvikling også i andre fag, fordi der kan være en transfer effekt. Det tages under behandling i artiklen ”Er æstetik en løftestang for læring?”." Læs nummeret af Asterisk her: "Skal vi skrue op for kunst og kreativitet?"




Sunday 1 March 2015

At skabe "lade-som-om universer"

En artikel af kreativitetsforsker Feiwel Kupferberg fra 2006:
"Den danske skole har altid haft et tvetydigt forhold til kreativitet. Skolen er blevet betragtet som et sted, hvor man skal ”lære” noget, og det at lære opfattes tit som modsætning til det at ”lege”. Nyere teorier om leg og læring synes dog at pege på, at det, vi kan kalde legestemning, er en forudsætning for den højeste form for læring, det vil sige, når et individ eller en gruppe radikalt skifter tankeramme – omlærer.
En central indsigt i den moderne kreativitetsforskning er, at traditionel undervisning ofte er kreativitetsdræbende, fordi den fjerner den naturlige glæde, som børn har, når de spontant udforsker omgivelserne. Denne udforskning sker gennem legeformen, som er en uhyre koncentreret og seriøs form for aktivitet, som børnene går meget op i på trods af eller snarere fordi, der kun er tale om en ”leg”, det vil sige, at der ikke bliver lagt et ydre pres på dem for at få dem til at præstere noget. Præstationstvangen kommer indefra, man går ind i spillet helt og holdent og ønsker indenfor spillets eller legens konstruerede rammer at gøre en god figur.
At genskabe denne legestemning bliver derfor en central opgave for enhver pædagogik, som ønsker at fremme kreativiteten." Læs hele Kupferbergs artikel her: Artikel på DCUM