Tuesday 2 July 2013

At gøre det usynlige synligt - hvad kan de kunstneriske metoder?



Der er fortsat meget stort fokus på at legitimere kunst, og der mangler også fortsat forskning på området. Kreativitet og den kreative proces indeholdt i kunsten bliver interessant i hybridøkonomien. Den kreative proces indeholdt i de kunstneriske metoder i fx dans, billedkunst og teater har været "skjult for offentligheden", hengemt til kunstneres atelier´er og gennem nogle århundreder generelt indhyllet i et skær af fascination og mystik.
Det skyldes, at der har været en bestemt tilgang til kreativitet og en dertil knyttet forskning, som har søgt at måle, beskrive og karakterisere kreative evner, egenskaber og personlighedstræk fremfor at undersøge selve den kreative proces. Tiderne skifter, Men hvad er det kunsten kan?
Kunst er en undersøgelse af virkeligheden med et andet sprog end det talte. Èn af kunstens måske fineste opgaver er at undersøge og forfine oplevelsen frem mod et formudtryk. Dens opgave er at stille de divergente og "forkerte" spørgsmål. Denne særlige spørge-jørgen kvalitet ved kunsten gør den velegnet til at skabe de brudflader, som muliggør kreativitet, og åbner sprækker i måske ellers tillukkede domæner. Tingene vendes dermed på hovedet, og kan ses fra nye vinkler. Kunst undrer sig over tingenes sammenhæng, den vender, drejer, forbedrer, vender igen og stiller måske igen, de fuldstændig umulige spørgsmål. Det er ikke for at svare korrekt på spørgsmålet, men for at sætte en refleksion i gang omkring dét som er genstand for undersøgelsen. Og i og med hele denne proces foregår med et materiale eller et medium ved hånden bruges andre intelligenser end kun, den i vestlig uddannelsestænkning trænede, verbale og logiske intelligens. Vi rummer som mennesker flere intelligenser. Kunsten bliver en rollemodel, idet kunsten på nuanceret vis kan synliggøre den mangfoldighed af sprog vi som mennesker rummer, og har potentiale til at kommunikere med.